Derfor synes jeg nu det ville være passende med endnu en lille anime anmeldelse. Hvis I kunne lide den sidste serie jeg anmeldte synes jeg bestemt også I skal tage at se Tonari no Kaibutsu-kun også kendt som My Little Monster. Dette er også en efterårsserie fra 2012 på 13 episoder. Og den har nogle slående ligheder med Say "I Love You". Jeg fulgte selv med i begge serier fra begyndelsen, og jeg blandede dem faktisk også en smule sammen i starten Men My Little Monster skiller sig alligevel ud fra andre shoujo serier, hvilket gjorde den ekstra spændende for mit vedkommende.
Som sagt, My Little Monster er ikke en helt almindelig shoujo serie. Det eneste "normale" ved serien er, at den lækre fyr bliver vild med den stille, ordinære pige og et lidt akavet kærlighedsforhold opstår. Men seriøst, det er også det eneste normale ved denne serie.
Den kvindelige hovedperson, Shizuku, er nemlig noget af en stræber. Hun vil ingen venner have da hun bruger alt sin tid på at studere, for at få de højeste karakterer. Jo længere ind i serien man kommer jo mere socialt handikappet virker hun - hvilket selvfølgelig er med til at gøre serien rigtig sjov. Den mandlige hovedperson, Haru, er uden tvivl socialt handikappet. Mit første indtryk af ham var faktisk at han højest sandsynligvis var autist. Han er en ballademager som siger tingene lige ud og ikke helt ved hvordan man skal agerer iblandt andre mennesker. Og - nå ja - så er han selvfølgelig også lige et geni.
Serien handler om deres akavede forhold, som hele tiden rykker sig til den ene og den anden side. Og så viser serien selvfølgelig også hvordan de begge udvikler sig som mennesker og lærer dem selv og deres medmennesker mere at kende. Side karaktererne i serien er virkelig også bare fantastiske - specielt Natsume, der får rigtig dårlige karakterer i skolen og ikke har nogle venner udenfor internettet.
My Little Monster er den perfekte anime for dig, hvis du godt kan lide sjove shoujo serier, der ikke indeholder det helt store plot. Humoren i serien er virkelig random og til tider også meget sort - hvilket jeg personligt elsker Serien har en ret åben slutningen, hvilket jeg ikke synes gjorde så meget, fordi den aldrig helt havde den helt store handling.